Nr. 7: Jesus blev ikke korsfæstet på en fredag, og opstandelsen fandt ikke sted på en søndag.

Nr. 7: Jesus blev ikke korsfæstet på en fredag, og

opstandelsen fandt ikke sted på en søndag.

Skrevet av Harry Sættem

Ringsted Danmark

Det er i dag almindelig antaget at Jesus blev korsfæstet på en fredag og at opstandelsen fandt sted omkring solopgang påskesøndags morgen.

Få bekendende kristne har nogensinde tænkt på at de burde betvivle eller bevise denne "langfredag-påske-søndags" traditionen. Og det til på tråds for at Bibelen befaler os at prøve alt. Og du vil sandelig blive forbavset over dette beviset! For bevis findes det bare èn autoritet man kan stole på, ett historisk værk - Bibelen.

Bilde av våre Herre og Frelser Jesus Kristus som sto opp den 3. dag. Men ikke på søndags morgen, men lørdag ettermiddag kl. 15.00 etter å ha ligget tre dager og tre netter i graven.

Tradition intet bevis.

Det var ingen øjenvidner til opstandelsen. Selv de såkaldte "apostoliske fædre" havde ingen informationskilde ud over den nedtegnelsen som også er tilgængelig for os i dag - den bibelske åbenbaring. Enhver tradition som står i strid med Guds åbenbaring, må derfor forkastes.

Hvad er så de nedtegnede kendsgerninger ?

De mistroiske farisæerne bad Jesus om et tegn - et overnaturlig vidnesbyrd - som bevis på at han var Messias. Jesus svarte: "En ond og utro slægt kræver tegn, men der skal intet andet tegn gives den end profeten Jonas` tegn. Thi ligesom Jonas var tre dage og tre nætter i havdyrets bug, således skal Menneskesønnen være tre dage og tre nætter i jordens skød." (Mat. 12:39-40). (se også side 13).

Vær så venlig at tage i betragtning den enorme vigtighed - den overvejende betydning - af Jesu erklæring. Han siger helt entydig at det eneste tegn han ville give som bevis på at han var Messias, var at han ville være nøjagtig tre dage og tre nætter - tre døgn - i den udhugne gravhvelvingen i "jordens skød".

Tegnets betydning.

Disse farisæere som forkastet Jesus, krævede bevis. Jesus tilbød kun ét bevis. Det var ikke selve opstandelsens faktum, men længden af den tiden han ville hvile i graven før han ville opstå fra de døde.

Tænk på hvad dette betyder! Jesus baserte sin påstand om at han var din og min Frelser, på at han skulle blive nøjagtig tre døgn i graven. Dersom han blev akkurat tre døgn i graven, ville han bevise at han selv var Frelseren - hvis han ikke opfyldte dette tegnet, må han forkastes som en bedrager! Ikke mærkelig at Satan har fået ikke-troende til at spotte historien om Jonas og "hvalen"! Intet under at djævelen har fået i stand en tradition som fornekter Jesus som Messias!

De højere kritikernes dilemma.

Dette eneste overnaturlige bevis som Jesus nogensinde gav på at han var Messias, har i høj grad været kommentatorer og de højere kritikere til besvær. Deres forsøg på at bortforklare dette  bevis på Kristi guddommelighed er yderst latterlig. For de må bortforklare dette, ellers falder deres "langfredag-påskesøndags" tradition sammen. En bibelkommentar siger: Vi ved selvfølgelig at Jesus faktisk bare var i graven halvt så længe som han tænkte han skulde være der"!  Nogle fortolkere trækker til de grader veksler på vår godtroenhed at de vil have os til at tro at "på græsk, det sprog som Det nye testamente blev skrevet på, betyder udtrykket "tre dage og tre nætter" tre perioder af enten dage eller nætter".

De siger at Jesus blev lagt i graven lige før solnedgang fredag og opstod fra de døde ved solopgang søndag morgen - to nætter og en dag senere.

Bibelens definition.

Men Bibelens definition på varigheden af "nætter og dage" er enkel. Selv de samme højere kritikere indrømmer at på hebraisk, som Jonas bog blev skrevet på, betyder udtrykket "tre dage og tre nætter" en periode på 72 timer - tre tolvtimers dage og tre tolvtimers nætter. Læg mærke til Jonas 2:1: "Men Herren bød en stor fisk sluge Jonas; og Jonas var i fiskens bug tre dage og tre nætter".  Dette, indrømmer de, var en periode på 72 timer. Og Jesus sagde helt klart at ligesom Jona var tre døgn i fiskens bug, ville han være den samme tidslængde i graven. (Mattæus 12:40)

Ligesom Jona var i dødsrigets ("gravens") skød, (Jonas 2:3: "Jeg råbte i nøden til Herren, og han svarede mig; jeg skreg fra Dødsrigets skød, og du hørte min røst".) i 72 timer, for så overnaturlig at blive oprejst af Gud ved at han (Jona) blev spyd op, sådan at han kunne blive frelser for Ninives befolkning efter at have forkyndt advarselen til dem, skulle Jesus være 72 timer i sin grav for så at blive oprejst af Gud for at blive verdens frelser.

Viste Jesus hvor lang tid en "dag" og en "nat" var? "Jesus svarede: Har dagen ikke tolv timer? Den, som vandrer om dagen, støder ikke an, for han ser denne verdens lys. Den som vandrer om natten, støder an, fordi han ikke har lyset i sig". Joh. 11:9-10. Læg mærke til Bibelens definition på udtrykket "den tredje dag". Vers efter vers fortæller os at Jesus opstod fra de døde den tredje dag. Mærk deg hvordan Bibelen definerer tiden som skal til for at fuldbyrde "den tredje dag".

I 1. Mosebog 1:4-13: "Og Gud så, at lyset var godt, og Gud satte skel mellem lyset og mørket, og Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Og det blev aften, og det blev morgen, første dag".......Og det blev aften (mørke) og det blev morgen (lys), annen dag......Og det blev aften (nu tre perioder med mørke, kaldet nat, -tre nætter) og det blev morgen (nu tre perioder med lys, kaldet dag, - tre dage) tredje dag"

Her har vi den eneste bibeldefination som forklarer og regner op den tidslængde som medgår i udtrykket "den tredje dag". Det inkluderer tre mørke perioder kaldet "nat" og tre lyse perioder kaldet "dag" - tre dage og tre nætter, og Jesus sagde at hver periode indeholdt tolv timer - i alt 72 timer. Dette burde være let at forstå!

Hvad er galt?

Hvad er galt med disse klare og enkle ord fra Jesus? Hvordan ved disse vise og kloge teologen at Jesus blev korsfæstet "langfredag" og at han opstod fra de døde "påskesøndag"? Det enkle svar er at de ikke ved det - for det er ikke sandt! Det er bare en tradition, en tradition som vi er blevet oplært til fra barnsben af og skødesløst har antaget! Jesus advarer mod at "I sætter således Guds ord ud af kraft ved jeres overlevering, som I har lært folk; og meget andet af den slags gør I" (Mark. 7:13).

Vi har set på to skriftsteder i Bibelen. I Matteus og i Jonas bog, som begge sætter varigheden af Jesu legeme i graven til tre døgn, som Skriften klart definerer som 72 timer. Lad os nu se på fire andre bibelske skriftsteder som beviser det samme.

Se Markus 8:31: Så begyndte han at lære dem, at Menneskesønnen skulle lide meget og vrages af de ældste og ypperstepræstene og de skriftkloge og dræbes, men opstå tre dage efter."

Hvis Jesus var blevet dræbt en fredag og så var blevet oprejst efter én dag, ville opstandelsen have foregået en lørdag aften. Hvis han var blevet oprejst efter to dage, ville opstandelsen have foregået en søndag aften, og hvis opstandelsen havde foregået efter tre dage, ville den have foregået en mandag aften!

Studér dette skriftsted nøje. Du kan ikke ud fra nogen som helst regnemåde få det til at blive mindre end 72 timer - tre døgn - ved en opstandelse som fandt sted tre dage efter korsfæstelsen. Hvis Jesus kun var i graven fra solnedgang fredag til solopgang søndag, da må og

så dette skriftsted rives ud af Bibelen om man ikke skal forkaste Jesus Kristus som bedrager! Hvis han opstod efter tre døgn, kan det have gået mere end 72 timer, men det kunne ikke have gået ét sekund mindre.

Læg så mærke til Markus 9:31: ".....de skal slå ham ihjel; og når han er slået ihjel, skal han opstå tre dage efter". altså minimum 72 timer senere. Nogle oversættelser sier " på den tredje dag". I så fald fandt opstandelsen sted mellem 48 og 72 timer efter gravlæggelsen, og ikke ud over 72 timer, da ville den tredje dag være over. Og det kunne ikke være fra fredag solnedgang til søndag sol - opgang fordi dette bare udgør 36 timer, noget som bringer os til midt i anden dag efter hans død.

I Matteus 27:63 bliver Jesus citeret sådan: "....Efter tre dages forløb opstår jeg." Dette kan ikke på nogen mulig måde blive mindre end 72 hele timer.

Og i Johannes 2:19-21: "Jesus svarede og sagde til dem: Bryd dette tempel ned, og på tre dage skal jeg rejse det igen. Da sagde jøderne: I seksogfyrre tyve år er der bygget på dette tempel, og du vil rejse det på tre dage! Men det var om sit legemes tempel, han talte." For at blive genrejst på tre dage efter det var brudt ned, eller korsfæstet  og gravlagt, kunne det ikke have gået mere end 72 timer.

Hvis vi skal godtage disse vidnesbyrd fra Bibelen, må vi slutte at Jesus var i graven i nøjagtig tre dage og tre nætter - tre hele 24-timers døgn - 72 timer. Hvis ikke, måtte det eneste overnaturlige bevis som han gav, have slået fejl.

Tidspunktet på dagen for opstandelsen.

Læg nu nøje mærke til følgende kendsgerning: For at være tre døgn - 72 timer - i graven, måtte vår Herre blive oprejst på nøjagtig  samme tid på dagen som han blev gravlagt i hvælvingen på.

Lad os indse dette højst afgørende faktum.

Hvis vi kan finde tidspunktet på dagen for gravlæggelsen, har vi fundet tiden for opstandelsen. Dersom gravlæggelsen f.eks. var ved solopgang, hvis da legemet skulle forblive i graven i tre døgn, måtte opstandelsen ligeledes ske ved solopgang tre døgn senere. Hvis gravlæggelsen var midt på dagen, var opstandelsen midt på dagen. Hvis gravlæggelsen var ved solnedgang, var opstandelsen ved solnedgang, tre døgn senere. Korsfæstelsesdagen blev kaldet "beredelsesdagen", eller dage før "sabbatten". (Matt. 27:62; Mark. 15:42; Luk. 23:54). Den dagen endte ifølge Bibelens tidsregning  ved solnedgang (3. Mos. 23:32).

Jesus råbte ud lige efter "den niende time" eller klokken tre om eftermiddagen (Matt. 27:46-50; Mark. 15:34-37; Luk. 23:44-46).

Jesus blev gravlagt før dagen var over - før solnedgang  (Matt. 27:57; Luk. 23:52-54; Joh. 19:42)

Johannes skriver i vers 42: "Der lagde de Jesus, af hensyn til jødernes beredelsesdag, fordi den grav lå i nærheden."  I henhold til lovene som jøderne holder, må alle lig være gravlagt før en sabbat eller højtidsdag begynder. Derfor blev Jesus gravlagt før solnedgang samme dag som han døde. Han døde ret efter kl. 15.

Læg derfor nøje mærke til at Kristi legeme blev gravlagt sent på eftermiddagen! Mellem kl.15. og solnedgang, sådan disse skriftsteder viser. Og i og med at opstandelsen måtte ske på samme tid på dagen, tre døgn senere, fandt Kristi opstandelse sted, ikke ved solopgang, men sent på efter- middagen lige før solnedgang. Hvor forbløffende denne kendsgerning end er, så er den en klar bibelsk sandhed.

Hvis Jesus opstod fra de døde på noget andet tidspunkt på dagen, kunne han ikke have været tre døgn i graven. Hvis han opstod på noget andet tidspunkt, fejlet han i at bevise, med det eneste tegn han gav, at han var den sande Messias, Søn af vår levende Skaber, vår Gud. Enten stod han op fra graven kort før dagen var omme, lige før solnedgang, eller så er han ikke Kristus! Han satset sin påstand på dette, det eneste tegnet.

En hævdvunden tradition må ikke knuses.

Hvilken sabbat fulgte efter korsfæstelsen?

Nu kommer vi til en indvending som nogle måske vil stille, men som dog er selve poenget som beviser denne sandhed. Du har måske lagt mærke til at Bibelen siger at dagen efter korsfæstelsen var en sabbat. Derfor har folk i århundrer blindt antaget at korsfæstelsen var på en fredag.

Nu har vi fra alle fire evangelierne vist at korsfæstelsdagen blev kaldet "beredelsesdagen". Beredelsesdagen til sabbatten. Men til hvilken sabbat?

Johannes evangeliet giver dette bestemte svar: "Det var beredelsesdagen til påsken......Da det altså var beredelsesdag ,bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes knogler måtte blive knust og legemerne taget ned, for at de ikke skulle blive på korset sabbatten over;  thi den sabbatsdag var stor."  (Joh. 19:14,31.)

Hvad er egentlig en "stor dag"?  Spørg hvilken som helst jøde, og han vil fortælle dig at det er en af de årlige højtidssabbatter. Israelitterne holdt syv sådanne hvert år - hver og en kaldet sabbat!

Årlige sabbatter falder på visse kalenderdage og på forskellige ugedage i de forskellige år, akkurat som de romerske helligdagene man nu holder, f.eks. juleaften. Disse sabbattene kan falde på en mandag, en tirsdag eller en søndag. Om du mærker dig følgende skriftsteder, vil du se at disse årlige helligdagene alle blev kaldet sabbattsdager, dvs. hviledage: 3. Mos. 16:31; 23:24, 26-32, 39. Læg mærke til Mattæus 26:2. "I ved, at om to dage er det påske, så skal Menneskesønnen overgives til at korsfæstes." Og hvis du læser hele dette kapitel, vil du se at Jesus blev korsfæstet på påskedagen!

Og hvad var påsken? I 2. Mosebog kap. 12 finder du historien om den oprindelige påske. Israels menighed slagtet lammet og strøg blodet på  overliggeren og på de to dørstolper til husene sine, og alle steder hvor de havde strøget på blodet, gik dødsengelen forbi og sparet beboerne for døden. (Påske betyder forbigang). Lige efter påsken var det en hellig forsamling eller årlig sabbat.

Læg mærke til datoerne: "På den fjortende dag i den første måned skal der være påske for Herren. Den femtende dag i den måned er det højtid; i syv dage skal der spises usyrede brød". (4 Mos. 28:16-17).

Påskelammet som hvert år blev slagtet den 14. i den første måned, som blev kaldet Nissan. var et symbol på Kristus, Guds Lam som tager væk verdens synd. Kristus er vort påskelam, ofret for os.

(1. Kor. 5:7).

Jesus blev dræbt på samme dag påskelammet hvert år var blevet slagtet på! Han blev korsfæstet den 14. Nissan, årets første hebraiske måned. Og den dagen, påskedagen, var dagen før - beredelsesdagen til - højtidsdagen, eller den årlige store sabbatsdagen, som faldt på den 15. Nissan. Denne sabbatten kan indtræffe på hvilken som helst ugedag. Ofte forekommer den, og bliver selv i dag holdt, på en torsdag. Denne store sabbatten kom f.eks. på en torsdag i årene 1972, 75, 76, 79, 82, 86, 96, 99, og i år 2000, og vil igen gøre det i 2002, 2003, 2006,  2009, 2020, 2023, 2026, 2027, 2030, 2033, 2040.

(Oplysningerne om disse datoer er hentet i "World Calender",( www.Kagi - The Panda Wave)  Denne hjemmeside fungerer ikke mere, men prøv denne side: www.timeanddate.com/calendar/monthly.html?country=34&mo   Den hebraiske kalender viser at i det året Jesus blev korsfæstet, faldt 14. Nissan, påskedagen, den dag Jesus blev korsfæstet, på en onsdag. (i år 30) Og årssabbatten på en torsdag. Det var denne sabbatten som nærmet sig da Josef af Arimatæa skyndte sig at gravlægge Jesu legeme sent onsdag eftermiddag. (Markus 15:43-45.) Det var to forskellige sabbatter den uge!

På hvilken dag fandt opstandelsen sted?

Hvilken ugedag var så opstandelsesdagen?

De første som kom for at undersøge, var Maria Magdalene og hendes ledsagersker som kom til graven på den første dag i ugen (søndag), svært tidlig medens det endnu var mørkt, da solen var ved at stå op. (Mark. 16:2; Luk. 24:1; Joh. 20:1.) Her har vi altså skriftstederne som folk flest har antaget erklæret at opstandelsen var ved solopgang søndag morgen. Men de siger ikke det!

I den danske Bibel står det i Joh. 20,1: Tidligt den første dag i ugen, mens det endnu var mørkt, kommer Maria Magdalene ud til graven og ser, at stenen er taget bort fra graven. Men i et hundre år gammelt gresk nytestamente står det: ”Te de mia sabbaton” – Ved slutten af sabbaten. Den første dag i ugen er ikke nevnt i disse tekstene om Jesu oppstandelse!

Da kvinderne kom til graven, var gravhvælvingen allerede åben! På det tidspunktet søndag morgen medens det endnu var mørkt, var Jesus der ikke! Læg mærke til hvordan engelen siger det: "Men han siger til dem: "Bliv ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede; han er opstanden, han er ikke her; se, dér er stedet, hvor de lagde ham."" (Mark. 16:6; Luk. 24:6; Matt. 28:5-6.)

Jesus var allerede opstanden ved solopgang søndag morgen! Selvfølgelig var han det. Han opstod fra graven sent på sabbats eftermiddag, nær solnedgang! Og da vi ved at Kristus blev gravlagt sent onsdag eftermiddag, og at opstandelsen fandt sted på samme tid, tre døgn senere, så ved vi nu at Jesu opstandelse skete sent lørdag eftermiddag.

Sabbatsdagen endte ved solnedgang. Det var sent denne dagen, før den første dag i ugen begyndte. Det var slet ikke en søndagsopstandelse. Det var en sabbatsopstandelse!

Fuldbyrdet Kristus tegnet sit?

Nu er alt dette baseret på den antagelse at Jesus faktisk fuldbyrdet sit eneste tegn, at han skulle være tre døgn i graven. Hele vort bevis er baseret på det Jesus påstod, før han blev korsfæstet. Men nogle af de højere kritikere  og teologiske doktors fortæller os at Jesus tog fejl - at han bare var i graven halvt så længe som han ventet at være der. Lad os få bevis på om han virkelig tilbragte nøjagtig det antal timer i graven som han sagde han ville.

Læg mærke til at i Mattæus 28:6 giver Herrens engel følgende vidnesbyrd som vi nu præsenterer som bevis: "Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå!"  Og han stod visselig ikke op fra graven som han sagde med mindre han stod op nøjagtig på det tidspunkt han havde sagt! Vi har derfor beviset fra Herrens engel, gengivet i Guds Ord, på at Jesus faktisk fuldførte tegnet sit. Han var tre døgn i Jordens skød. Han opstod faktisk fra de døde lørdag eftermiddag og ikke søndag morgen.

Et andet bevis på at Kristus var i graven hele den tiden han ventet at være der, findes i 1. Korinter brev 15:3-4: "Jeg overgav jer nemlig som noget af det første, hvad jeg selv modtog: at Kristus døde for vore synder, efter skrifterne, og at han blev begravet; og at han er opstået på den tredje dag, efter skrifterne,"  Hans død og gravlæggelse var efter skrifterne - ikke i modsætning til dem.

Tredje dag efter hans gravlæggelse onsdag, var sabbatten. Tre hele dage i graven endte lørdag eftermiddag lige før solnedgang, ikke søndag morgen!

Hvilken dag fandt korsfæstelsen sted?

Jesus blev korsfæstet en onsdag, den midterste dagen i ugen. Han døde lige efter kl. 15 den eftermiddagen, blev gravlagt før solnedgang onsdag aften. Tæl så de tre dagene og de tre nætterne. Hans legeme var i graven onsdag, torsdag og fredag nat - tre nætter. Hans legeme var der også gennem dagslysdelen af torsdag, fredag og lørdag - tre hele dage. Han opstod lørdag - sabbatten - sent på eftermiddagen, lige før solnedgang på samme tid på dagen som han blev gravlagt på!

Det er betydningsfuldt at Jesus i Daniels profeti om halvfjerdsindstyve uger (Dan. 9:24-27)  skulle udryddes i midten af ugen. Rigtignok anvender denne profetien princippet med en dag for et år, sådan at denne 70. ugen blev til syv faktiske år, hvor Kristus bliver udryddet efter tre og et halvt års forkyndelse, sådan han også blev. Men det er alligevel  betydningsfuldt at han blev udryddet på den midterste dag i en bogstavelig uge.

Oprigtige indvendinger gransket.

Nogle har lagt mærke til Markus 16:9 "Da han var opstanden tidlig om morgenen på den første dag i ugen, viste han sig  først for Maria Magdalene, af hvem han havde uddrevet syv onde ånder." og tænkt at dette skriftstedet siger at opstandelsen fandt sted på en søndag. Men hvis man læser hele sætningen, siger den slæt ikke det. Udtrykket var opstanden står i perfektum. Hvad var Jesu situation tidlig den første dag i ugen? Står det at han var i færd med at stå op, eller at han opstod fra graven? Nej, tidlig den første dag i ugen, da han viste sig for Maria Magdalene, var han allerede opstanden. Selvsagt var han det! Han opstod jo sent foregående eftermiddag, så søndag morgen var han naturligvis opstanden. Verset modsiger på ingen måde de andre skriftstederne vi har set på.

Et andet skriftsted som måske kan forvirre, er Lukas 24:21 "....Men til alt dette kommer desuden, at det i dag er den tredje dag, siden det skete."  Alt dette omfatter alle begivenhederne som ledet til opstandelsen - at Jesus blev taget til fange, overleveret til dom, selve korsfæstelsen og endelig forseglingen og placeringen af vagterne ved graven dagen efter, altså torsdag. Studér versene 18-20 som fortæller om alt dette, og også Mattæus 27:62-66. Alt dette var ikke fuldbyrdet før vagterne blev sat ud torsdag. Og skriftstedet viser at søndag var tredje dag efter at dette var gjort. Søndag var jo virkelig tredje dag efter torsdagen. Men det var ikke tredje dag fra fredagen, så dette verset kan ikke bevise en fredagskorsfæstelse.

Det er endnu et sidste bevis som slår fast denne sandhed. Et afgørende skriftsted som beviser at det var to sabbatter denne uge, er blevet tågelagt i næsten samtlige oversættelser, engelske såvel som skandinaviske. Kun Ferrar Fentons engelske oversættelse har dette vers rigtig.

Slå op på Mattæus 28:1. "Men efter sabbatten, da det gryde ad den første dag i ugen,......på norsk står det: Da sabbatten var over.....Mærk at begge disse oversættelserne bruger ental om sabbatten. Men i den græske originalteksten (det findes også græske tekster hvor det står i ental) står ordet i flertal. Fenton gengiver det rigtig ved at skrive "after the SABBATHS" - "efter SABBATENE", skøndt han ikke har oversat resten af verset rigtig. I en fodnote til dette vers skriver han: "I den græske originaltekst står det i flertal, sabbatterne".

I henhold til Markus 16:1 Da sabbatten var omme, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs moder, og Salome vellugtende salver (olier) for at gå hen at salve ham. Maria Magdalene og de som var med hende, køpte ikke vellugtende salver (olier) til at salve Jesu legeme med før efter sabbatten var over. De kunne ikke tilberede dem før efter at de havde gjort dette. Men alligevel, efter at de havde tilberedt salverne, hvilede de på sabbatten efter lovens bud (Lukas 23:56)! Så vendte de tilbage og tilberede vellugtende salver og olier; men sabbatten over holdt de sig stille efter lovens bud.

Studér disse to vers nøje!

Det findes kun én mulig forklaring: Efter den årlige store (Joh. 19:31) sabbatten, højtidsdagen i de usyrede brøds dage - som var torsdag - købte disse kvinder salver og tilberede dem om fredagen, og så hvilede de på ugesabbatten, lørdag, i henhold til budet (2. Mos. 20:8-11).

En sammenligning mellem disse vers beviser at det må have været to sabbatter denne uge. og med en dag imellem. Ellers modsiger disse vers hinanden.

Kilde: Guds Verdensvide Kirke, Norske og Danske Bibler, World Calendar og A. N. Dugger, Studie Bibelen, bind 1. side 30-32, Hele skriften, side 290.

Tidspunktet for påsken forandret.

På kirkemødet i Nikæa i år 325 besluttede man, at de kristne ikke længere måtte holde påskefest på samme tid, som jøderne fejrede deres påske i forbindelse med udgangen af Ægypten. Kejser Konstantin erklærede: Vi må ikke længere have noget til fælles med jøderne, for Frelseren har vist os en anden vej. Vi ønsker at separere os selv fra ”det afskyelige selskab af jøder.”  Ved kirkemødet bestemtes det, at påskedag skal være den første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Det blev også forbudt for de kristne at hvile på jødernes sabbat. Søndag blev erklæret for lovmæssig hviledag. (Trækfuglene side 18, Lademanns Leksikon, bind 15 side 180)

Voks i kundskab og nåde.

Adventistsamfundet har i alle år taget Guds ord alvorlig og foretaget ændringer når det har fået åbenbaret at det var nødvendigt. Vi har fået opleve at det vanskeligste en person kan gennemgå, er at indrømme at han har taget fejl og så foretage ændringer. Vi har akseptert denne udfordring, og i de sidste årene har Gud prøvet vår oprigtighed som aldrig før. De af os som har holdt ud, har lært at hver forandring Gud har ledet os til at foretage, også har ført os et trind højere op, nærmere Ham og Hans væremåde, den Jesus viste os ved sit liv. Denne klatringen er vanskelig, for hver gang vi tager et trind op, må vi sætte igen noget af vor bagage - bagage som vi følte var helt nødvendig om vi skulle kunne kalde os kristne.

Harry Sættem, 18/4 - 2001

Nikæa: tyrkisk: Iznik; en by i Bithynin, grundlagt i 316 f. Kr. Blomstrede under de romerske og byzantinske kejsere, ofte residensstad, bl.a. for de græske eksilkejsere under det latinske kejserdømme. 1078 hovedstad for seldsjukkernes sultan, 1096 erobret af korsfarerne, 1330 af osmannerne. Sæde for de nikænske kirkemøder, nikænske kirkemøder, to økumeniske koncilier,. Det første blev sammenkaldt af Konstantin den Store i 325 e. Kr. , hvor arinismen fordømtes, Nikænske Trosbekendelse, Det nikæno- konstanoopolitanske Sympol, et kristent bekendelsesskrift, ifølge traditionen vedtaget i Nikæa i 325 og udvidet i Konstantinopel 381. Minder af indhold om Apostolske Trosbekendelse, men fastslår derudover det treenige forhold mellem Faderen, Sønnen og Helligånden. Det eneste af de tre oldkirkelige symboler, der anerkendes af hele den kristne kirke, fik dog i Vesten en tilføjelse, der var med til at frembringe skisma mellem den ortodokse og den vestlige kirke. I Vesten fik udsagnet om Helligåndens udgang fra Faderen tilføjelsen  og  fra  sønnen, en tilføjelse, der forekommer første gang ved Synoden i Toledo i 589. Tilføjelsen, som den ortodokse kirke aldrig har anerkendt, er senere anerkendt af såvel den romersk-katolske som den protestantiske kirke. (Lademanns Leksikon, bind 13 side 213.)

Påske – Pesach.

Påske er den første og den ældste højtid i det jødiske folks historie. Højtiden har flere navne, som ”Vårens fest”  (Chag ha’aviv) og ”Frihedsfesten”  (Chag ha’cherut).  Den manifesterer en af de væsentligste og allerstørste begivenheder, nemlig udgangen fra Egypten. Påsken er symbolet på frihed, og den første påskeaften formes derfor meget højtideligt.

Navnet  Pesach  (påske)  stammer fra det hebraiske ord  lif’så’ach,  der betyder ”at gå forbi”. Navnet er opstået i relation til den bibelske beretning om Gud, som sendte ti plager over Egypten for at tvinge den hårdnakkede kong Farao til at lade israelitterne drage ud til friheden. Ved den tiende plage døde alle Egyptens førstefødte både blandt mennesker og dur. Jøderne fik besked på at smøre deres dørstolper med lammeblod, så dødens engel kunne gå forbi deres huse den nat, så plagen ikke skulle ramme israelitternes førstefødte drengebørn.

Den tiende plage var det hårdeste slag; det fik kong Farao til at frigive jøderne efter flere hundrede års elendighed og slaveri. I erindring og taknemmelighed over, at Gud denne nat reddede de førstefødte drenges liv, indførte man den skik, at alle førstefødte jødiske mænd skal faste på påskeaftensdag. Skikken opstod efter rabbi Jehudah Ha’nasi’s sædvane på påskeaftensdagen og kaldes på hebraisk Ta’anit bechåråt.  Senere vedtog rabbinerne, at de førstefødte ikke skulle lide mere end de andre, men at de i stedet har en religiøs pligt til at samles den dag om morgenen til et fælles morgenmåltid  (Seudat mitzvah).  Måltidet spises, efter man har læst fra Talmud. Ved at deltage i et religiøst forpligtende måltid af denne art fritages de førstefødte fra deres faste.

Påskebrød  (Matzah)

Israelitterne flygtede i hast fra Egypten, så dejen, de havde tilberedt for at bage proviant til rejsen, nåede ikke at hæve. Til erindring om dette spiser jøderne i påskens syv dage (8 dage uden for Israel) kun usyret brød, der erstatter det almindelige gærbagte brød. Dette specielle påskebrød kaldes på hebraisk  Matzah. I Bibelen kaldes påskebrødet  Lechem åni (elendighedens brød),  fordi det blev bagt af hvede, der i meget gamle tider kun blev givet til fattige folk og husdyr. Påskebrødet er formet som et stort firkantet, fladt og perforeret knækbrød.

Ortodokse jøder bestræber sig på at spise påskebrød, som bliver bagt under særligt omhyggeligt opsyn, så det ikke på nogen måde kommer i berøring med syrede madvarer og gær, og hveden ikke bliver udsat for fugtighed, der kunne fremkalde en gæringsproces. Det specielle overvågede påske-brød kaldes  Matzah shemurah.  Dette delikate påskebrød æltes i hånden meget kort tid før højtiden. Efter traditionen æltes det af ortodokse mænd, klædt i hvidt. Mændene synger lovprisningssalmer  Hallel,  medens de former dette specielle påskebrød. Strengt ortodokse yeminiti-ske jøder plejer at bage deres  Matzah  (Matzåt i flertal), runde eller firkantede, lige før måltidet.

Inden påskehøjtiden fjernes al gær fra huset. Til påsken anvender ortodokse jøder et ekstra sæt husgeråd, der kun bruges i festens syv dage, hvorefter det gemmes til næste påske. Foruden påske-brød købes også madvarer med rabbinatets stempel  Kosher le’Pesach, der garanterer, at varerne ikke har været i berøring med brød. Rent symbolsk sælges alle husets gærede sager til rabbineren, der igen videresælger dem til en ikke-jøde. Efter påsken købes varerne tilbage.

Om aftenen dagen før påskeaften skal huset være totalt renset for enhver form for syrede mad-varer. Man foretager  Bedikat chametz, som betyder at lede efter gærede madvarer (brød). Rundt omkring i huset lægger man symbolsk små stykker brød og derefter gennemsøges huset i mørke med et stearinlys for at finde brødstykkerne. De fundne brødstykker samles og brændes næste dag, medens der på aramæisk fremsiges  (Kål chamira):  ”Al surdej og alt syret, som er i min besiddelse, hvad ente jeg har set det eller ikke har set det, om jeg har ryddet det bort eller ikke ryddet det bort, skal betragtes som ikke eksisterende og værdiløst som jordens støv”.  Dette kaldes  Biur chametz (bortrydning af det syrede).

Påskefadet  Ke’arah)

Påskeaften er den aften, hvor familie, venner og fremmede indbudte sidder sammen omkring bordet for at fortælle og høre om udgangen fra Egypten. Man læser i påskebogen  Hagadah,  hvis beretning om begivenheden skal viderebringes fra slægt til slægt. Ifølge traditionen skal enhver jøde den aften betragte sig selv som draget ud af Egypten.

På et festdækket bord står påskefadet, der på hebraisk kaldes  Kearah.  Oven på eller ved siden af det smukke fad lægges tre påskebrød (Matzåt)  i et specielt dække med tre lommer. Disse tre Matzåt symboliserer de tre jødiske befolkningsgrupper – Kohen, Levi  og  Israel.  I den øverste lomme ligger et påskebrød, som symboliserer præsterne (kohanitterne). I den midterste ligger påske-brødet, der symboliserer levitterne, og i den sidste lomme er påskebrødet, som symboliserer Israel.

På selve fadet ligger fem forskellige symboler, der alle omtales i påskebogens beretning.

Zeråa – betyder arm. Et brændt stykke kødben eller hønsevinge til minde om påskeofferet (et fejlfrit lam, hvis kød skulle spises den aften, israelitterne drog ud fra Egypten). (Læs også om Samaritanernes påske på side 13 )

Beitzah – betyder æg. Et brændt, hårdkogt æg til erindring om  ”Kårban Chagigah”  (festoffer) som de valfartende ofrede i templet i forbindelse med højtiden.

Maror  - bitre urter som peberrod spises til erindring om israelitternes barske og forbitrede liv som slaver i Egypten.

Charåset  en sød blanding af nødder, sukker, æbler og rød vin, der skal forestille ler. Det spises til erindring om det ler og den teglsten, som israelitterne daglig skulle aflevere til egypterne under slaveriets barske betingelser. Man kender ikke kilden til ordet Charåset, men forskerne mener, at betegnelsen stammer fra det aramæiske ord  Cheres,  der betyder lerpotte; muligvis på grund af den rødbrune farve, som den søde blanding får.

Karpas  - er en krydderplante (Apium på latin), der minder om persille. Påskeaften kaldes alle grønsager for Karpas. De skal duppes i saltvand og spises, efter man har sagt en velsignelse (Brachah). Karpas symboliserer foråret, der står for døren.

Påskeaften (Leil Ha’seder)

Påskeaften foregår meget ceremonielt i en nøje fastlagt orden. Dette har givet aftenen navnet Seder, der betyder orden eller rækkefølge. Aftenen foregår efter følgende orden:

Kadesh  man begynder med en  Kidush, velsignelsen over vinen.

Rechatz  - værten vasker sine hænder rituelt, inden han indleder sin velsignelse over grønt-sagerne.

Karpas  - man dypper grøntsag, f.eks. en radise eller persille, i saltvand. Alle omkring bordet fremsiger en lovsigelse og spiser derpå grøntsagen.

Jechatz  det midterste af de tre føromtalte påskebrød deles i to dele. Den største del gemmes til Afikåman, der spises efter hovedmåltidet, og den mindste del lægges tilbage. Afikåman betyder ”nydelsen efter maden”. Den spises for at mindes, at man på templets tid sluttede påskemåltidet med at spise påskelam, for at smagen af højtiden skulle bevares  længe i munden.

Magid  - betyder ”at fortælle”. Man begynder at læse og forklare indholdet i påskebogen Hagadah. Læsning fra påskebogen betragtes som en religiøs pligt. Talmud fremhæver, at beret-ningen i påskebogen begynder med skændsel (Gnut, på hebraisk)  og slutter med lovprisning (Shevach, på hebraisk). Israelitternes elendighed og slaveriet i Egypten står for skændsel, og herlig-gørelsen af Herrens navn for udøvelsen af de store mirakler står for lovprisning.

Rachatzah  rituel vaskning af hænderne for alle deltagerne inden det store måltid. Inden da drikkes det andet af aftenens fire bægre vin.

Motzi Matzah  påskebrødet tages frem, for der skal siges en velsignelse over det. Hver deltager får et stykke af den øverste og den nederste Matzah, og der udtales en velsignelse, inden det spises.

Maror – et stykke peberrod spises med Charåset, efter man har udtalt en velsignelse over Maror.

Kårech  - mellem to stykker påskebrød lægger man revet peberrod (Maror), som spises til erindring om templet efter rabbi Hillels sædvane.

Shulchan  betyder et veldækket bord, og ifølge den orden, hvorefter aftenen er tilrettelagt, serveres nu et festeligt måltid. Blandt påskespecialiteterne kan man nævne Knejdalach, melboller, tilberedt af Matzah-mel, som serveres til suppen.

Tzafun  - betyder skjult. Straks efter måltidet, og inden man går i gang med den fælles bordbøn, skal alle deltagerne smage et stykke af Afikåman – det halve påskebrød, der blev gemt ved aftenens begyndelse. I vore dage lader man børnene lede efter Afikåman, der bliver gemt et eller andet sted i huset. Den, der finder Afikåman, får naturligvis en gave.

Barech – man fylder et bæger med vin til profeten Elias, og man åbner hoveddøren. Ifølge traditionen besøger profeten Elias alle jødiske hjem påskeaften, og bægeret står klar til hans ære. I gamle dage var alle døre åbne påskeaften, så enhver jøde, som havde behov for det, kunne komme ind og spise med. Man gjorde det på baggrund af de indledende ord af påskebogen (Hagadah), hvor man på aramæisk læser: ”Enhver, der har behov, skal spise med”. Til denne del af aftenen hører også bordbønnen.

Hallel – betyder lovprisning af  Herren med ”Hallel-salmer”. Herunder drikkes aftenens tredje bæger vin.

Nirtzah – Seder-aften slutter. Man siger Le’shanah ha’ba’ah  bi’Jerushalaim  ha’bnujah (næste år i det genopbyggede Jerusalem) og der efter drikkes aftenens fjerde bæger vin. Man slutter med de traditionelle påskesange. F.eks. Echad mi jådea (hvem ved hvad tallet én betyder). Det er en slags gætteleg, hvor man på spørgsmålene om hvad tallene fra én til tretten står for i den jødiske tro.

Én er vor Gud

To er stentavlerne

Tre er stamfædrene

Fire er stammødrene

Fem er Mosebøgerne

Seks er Mishnah-bøgerne

Syv er ugedagene

Otte er omskærelsesdagen

Ni er svangerskabets måneder

Ti er budene

Elleve er stjernerne

Tolv er stammerne

Tretten er Guds egenskaber.

En anden kendt påskesang er Chad gadia (et lam), en fortælling om en far, der købte et lam. Katten spiste lammet, hunden spiste katten, stokken slog hunden, ilden fortærede stokken, vandet slukkede ilden, oksen drak vandet, slagteren slagtede oksen, dødsengelen slog slagteren ihjel og Gud dræbte dødsengelen.

Hvorfor drikkes der fire bægre vin?

Talmuds vismænd vedtog, at der i forbindelse med påskeaftenen skal drikkes fire bægre vin, fordi vinen glæder mennesket. Skikken stammer fra en ældre tradition og formodes at stå for de fire betegnelser, Bibelen (og her menes kun det gamle testamente) anvender om ordet ”befrielse”. Nogle mener, at traditionen med de fire obligatoriske bægre vin opstod på det andet tempels tid i relation til israelitternes frigørelse fra slaveriet hos fire stormagter, Egypten, Babylonien, Grækenland og Rom. Der findes også en teori om, at de fire bægre kan være et symbol på de fire årstider eller står for de fire bægre trøst, som Gud ifølge traditionen vil skænke det jødiske folk.

De fire spørgsmål (Mah nishtanah)

En af påskeaftenens højdepunkter er, når den yngste tilstedeværende ved bordet spørger og giver svar – Hvor er dog denne aften anderledes end alle andre aftener: ”Fordi alle andre aftener spiser vi syret og usyret, men denne aften er alt usyret. Alle andre aftener spiser vi alle slags urter, men denne aften særlig bitre urter. Alle andre aftener dypper vi end ikke en eneste gang, men denne aften to ganger. Alle andre aftener spiser vi såvel frit siddende som tilbagelænede, men denne aften er vi alle tilbagelænede”. I gamle dage bestod denne passus af kun tre ”spørgsmål” og i en anden rækkefølge. Efter Talmudtiden (ca. 700 e.a.) tilføjede rabbinerne det fjerde spørgsmål for at give aftenen et fredeligt og moderat præg, som det foregår blandt frie folk.

Højsangen (Shir ha’shirim)

I forbindelse med gudstjenesten i synagogen læses Højsangen til påsken.

Højsangen er medtaget i Bibelen, selvom Herrens navn ikke er nævnt, men i den talmudiske litteratur fortolker man, at selve navnet Salomon, der nævnes flere gange i Højsangen, er en påmind-else om Herren. Højsangen er derfor en sang til Herren – fredskongen. (På hebraisk er ordet shlomo lig med ordet fred). Højsangen står højere end enhver anden sang, det israelitiske folk læser til ære for Gud. Derfor kaldes bogen ”Kådesh Ha’Kådashim” – den helligste af alle skrifter.

Enhver sætning i Højsangen er et billede på Herrens Kærlighed til Israels folk og omvendt, og på de stærke kærlighedsbånd, der binder Herren og Israels forsamling sammen:

”Bånd, der ingen ende har; og en hvilken som helst adskillelse regnes som ikke eksisterende; for de to genforenes og sammenbindes og kan aldrig adskilles”. Rabbi Yosei sagde i Gemerah, at kong Salomo blev inspireret til at skrive Højsangen, da han byggede templet (Beit-hamikdash). ”Da templet blev bygget på Jorden, fyldtes Herren med enorm glæde, som ikke er set, siden Verden blev skabt”. Den jødiske overlevering siger videre, at da Højsangen kom til verden, fik vi Guds nærhed (She’chi’nah) tilbage.

Højsangen læses i synagogen ved Pesach (påske) gudstjenesten fra en pergamentrulle (Megilah), og der bliver i forbindelse med højtlæsningen sagt to velsignelser. Den ene om ”Mikra-Megilah” , og den anden ”she’he’chejanu”. Der er flere grunde til, at bogen knyttes til Pesach. Den væsentligste er nok, at Højsangen ifølge den kabbalitiske bog ”Zohar” faktisk indeholder hele Torah’en, samt israelitternes udgang af Egypten. Derfor er læsningen af denne bog en slags antydende til fortælling af udgangen af Egypten og en fortsættelse af påskebogen – Hagadah.

En anden ting, der knytter Højsangen til påsken, er, at Pesach på hebraisk også kaldes ”Chag ha’aviv” (forårsfesten; og Højsangen er fyldt med forårsbeskrivelser, håb, ungdom, evighed og kærlighed.

Lille påske (Pesach katan)

Påske fejres den 14. i den jødiske måned Nisan, der som regel falder i april. Det kan imidlertid hænde, at påsken ikke kan fejres på den dag, Bibelen påbyder, og må fejres på et senere tidspunkt, ca. en måned senere. En forsinket påske kaldes Pesach katan (lille påske). Noget sådant skete f.eks. i kong Hizkijas tid, da Jerusalems befolkning ikke nåede at samle det antal får, man havde brug for til ofringerne. Kongen gav ordre til at udsætte påsken en måned. I dag plejer nogle mennesker at spise et stykke påskebrød (Matzah), gemt fra påskeaften med Maror en måned senere, til minde om Pesach katan.

Mimouna – festlighederne

Påskens syvende dag kaldes ”Dagen for Det Røde Havs spaltning”. Under udgangen af Egypten nåede israelitterne efter 6 dage til Det Røde Hav skarpt forfulgt af den egyptiske hær. Gud befalede Moses at strække sin hånd ud over havet, der delte sig, så israelitterne tørskoede kunne gå i sikkerhed over på den andre side.

I relation hertil opstod et væld af traditioner i de mange jødiske samfund, hvor man på denne dag strømmer til stranden om aftenen for at synge Moses’ sang til Herren, da havet delte sig (Shirat ha’jam, 2. Mos. 15). I mange menigheder plejede man at hælde vand ud over synagogens gård og danse i mudderet hele natten. I Nordafrika fejrer jøderne Mimouna – festlighederne med et optog og traditionsrige spiser, som Muflita, småkager, der dyppes i smør og honning og frituresteges i masser af olie.

I Israel er Mimouna blevet til en broderkærlighedsdag for at bygge bro mellem orientalske og europæiske jøder. Folk besøger hinanden, smager på hinandens mad og får mere kendskab til hinandens folklore.

Omer

De 49 dage mellem påske og ugefesten kaldes Omer – dagene. Omer betyder på hebraisk korn-neg. Det er også et gammelt Bibelsk mål, svarende til ca. 40 liter. Ved påskefestens anden aften begynder ortodokse jøder at tælle Omer i erindring om ældre dage, hvor bønderne bragte det første neg af byghøsten som et madoffer til templet. Man talte 49 dage fra den dag, bygofret (Omer) blev bragt til templet, og på den 50. dag fejrede man ugefesten. (Pinse)

Der siges en velsignelse hver dag: ”I dag er det den første dag i Omer”  og den næste dag: ”I dag er det den anden dag i Omer”, osv. Omer-tælling er et påbud fra Bibelens 3 Mos. 23,16.

Samaritanerne

Halvdelen af verdens samaritanere lever i den israelske by Holon nær Tel Aviv. Blandt samari-tanerne kan man finde folk, der er den 125. generation i Israel, og hvis forfædre befinder sig i Israel fra Josuas tid. Den samaritanske menighed er stærkt tillukket, og man gifter sig helst med hinanden.

Vort kendskab til samaritanerne stammer fra Bibelen, Kongebøgerne, men det er uklart, om der tales om de samaritanere, der i dag bor i Holon, eller måske om et andet folk, der kaldtes samari-tanere, eftersom de boede i Samaria.

Splittelsen mellem dem og jøderne begyndte under det andet tempels tid. Jøderne betragtede Jerusalem som det allerhelligste, mens samaritanerne foretrækker Garizims bjerg. Det er hovedfor-skellen mellem dem og jøderne. Samaritanerne betragter Garizims bjerg som det allerhelligste på grund af det, der står skrevet i 5. Mos. 11,29: ”Og når Herren din Gud fører dig ind i det land, du skal ind og tage i besiddelse, så skal du lægge velsignelsen på Garizims bjerg”.

Samaritanerne følger en årskalender, hvor der i dag (2001) er gået 3637 år, siden israelitterne erobrede Kana’an under ledelse af Josua. Ifølge deres traditioner er de efterkommere af stammen Levi samt Efraim og Manasse.

I det fjerde og femte århundre før den almindelige tidsregning talte de ca. 1.200.000 mennesker, der var bosat mellem Nilen og Eufrat, et område, der var lovet dem af Israels Gud. På grund af de mange forfølgelser talte de i 1917 ikke mere end 146 mennesker. (Den samaritanske menighed i Israel består i dag (1993) af 550 indbyggere, der foruden i Holon også bor i Nablus og ved Garizims bjerg). De overvandt deres værste demografiske kriser takket være Israels anden præsident Isak Ben-Tzvi, der adopterede og plejede dem. En samaritaner, der ikke bor i Israel, regnes ikke som en ægte samaritaner.

En af deres største traditioner er påskeofringen på Garizims bjerg. Bjerget er et fast tilholdssted for deres ypperstepræst, hvis stamtræ går tilbage til præsten Aron. Moses bror. Præsten fungerer som menighedens åndelige leder. Det er enhver samaritans hellige pligt at deltage i denne påskeceremoni og at holde sabbatten, præcis som det står i Torah. De klæder sig i deres traditionelle tøj, lange kjortler til minde om Josefs stribede kjortel.

Samaritanerne synger meget og anvender sang i deres gudstjeneste. Den israelske religions-minister sagde engang, at de er strengere med at holde sabbatlovene end jøderne. Samaritanerne har deres egen skrift, som er en antik hebraisk skrift. De har et forskningsinstitut om samaritanernes liv, men ellers føler de sig som enhver anden israeler.

Deres sprog, en gammel hebraisk dialekt, har et meget begrænset ordforråd, fordi det er baseret på Torah (De fem Mosebøger). De har intet slang. TV hedder f.eks. ”et instrument, der viser billeder med lyd” og elektricitet hedder ”kunstigt lys”.

Samaritanerne lever med en følelse af at have et budskab, og det er væsentligt for dem ikke at bryde traditionerne.

(Kilde: Jødedommen på stående fod, af Esther Edelsten).

Den 13/12-03, fortalte pastor Doug Batcelor, Sacramento Central Sabbath School, direktør for Amazing Facts, at Jesus lå i graven fra onsdag eftermiddag til torsdag, fra torsdag til fredag og fra fredag til lørdag eftermiddag.

Den 18/12-03, fortalte rabiner Melchior (i Oslo), at når Jesus siger 3 dage og 3 nætter (Mat. 12,40), skal det forståes som 3 dage med 12 timer og 3 nætter med 12 timer. Altså 3 gange 24 timer, som er 72 timer. Jøderne regnet døgnet fra solnedgang til solopgang og fra solopgang til solnedgang. Romerne regnet døgnet fra midnat (kl.24) til midnat. Grækerne, på Jesu tid, regnet som romerne, plus at de sagde at en del af et døgn , skal regnes som et helt døgn. Men Jesus var ikke romer eller greker, han var jøde!

Romerne indførte senere (år 321) grækernes måde at indele døgnet (ugen) på, og i dag bruger vi romernes og grækernes måde.

  Se også www.sermoniillustrations.com  klik derefter på Christ second Coming. Der skulle nu komme en artikkel på engelsk om William Miller, jeg gengiver her artikkelen på engelsk:

CHRIST, second coming

After 14 years of studying the Bible, William Miller (1782-1849) – a U.S. revivalist who predicted the second coming and earned a large but temporary following of 50.000 – 100.000 –became convinced that christ would return in 1843. When Miller announced April 3 as the day, some disciples went to mountaintops, hoping for a head start to heaven. Others were in graveyards, planning to ascend in reunion with their departed loved ones. Philadelphia socity ladies clustered together outside town to avoid entering God´s kingdom amid the common herd. When April 4 dawned as usual the Millerits were disillusioned, but they took heart. Their leader had predicted a range of dates for Christ´s return. They still had until march 21, 1844. The devount continued to make ready, but again thy were disappointed. A third date – October 22, 1844 –was set, but also passed.

Today in the World, MBI, December 20, 1991.